Solbjørn – et omsorgspædagogisk redskab

Især helt små børn kan i første omgang måske blive bange for Solbjørn. Så tag dukken frem, og læg den et sted, hvor børnene kan røre ved den og lege med den på egen hånd. Så lærer de Solbjørn at kende og bliver trygge ved den. I begyndelsen kan det derfor tage tid at bruge Solbjørn. Men senere kan Solbjørn sagtens kun komme frem en gang imellem, for så har I allerede fælles erfaringer med dukken.

Det allervigtigste er, at du først og fremmest er engageret i at gøre Solbjørn levende og troværdig for børn. Du skal udstråle, at du tror på, at dukken på en måde virkelig findes. Det gør du ved at flytte dit nærvær, dit fokus og din energi ud gennem din arm og over i Solbjørn.

Forestil dig, at kommunikationen med børnene ikke kommer fra dig som voksen, men at det i stedet er Solbjørn, der taler med børnene. Dukken har ikke samme erfaring og forståelse af verden som dig som voksen. Du kan få Solbjørn til at snakke med børn om alt det, de er optagede af og på deres præmisser. Forsøg kun at have et overordnet formål med at tage Solbjørn frem, og undgå alt for mange andre planer, så du bedre kan følge børnenes interesser.

Solbjørn er mest på børnenes side og ser verden med deres øjne. Så den kan gøre og sige alt muligt, som plejer at være forkert eller ligefrem forbudt. Den rækker måske tunge eller slår, når den er sur.

Solbjørn er optaget af at forstå, hvordan børn føler og tænker. Den kan for eksempel snakke med børn om, hvordan de har det med voksne eller deres forældre. Måske siger Solbjørn ’Jeg synes, de voksne er dumme, når de skælder ud. Synes du også det?’ Måske fortæller Solbjørn også, at den nogle gange mangler en at lege med og spørger børnene, om de kender det, og hvad de så gør. Det er vigtigt, at Solbjørn aldrig er belærende om, hvad der er rigtigt og forkert. Så ryger magien, og dukken bliver bare til en voksen ligesom dig. Hvis det for eksempel er vigtigt at understrege nogle regler, kan Solbjørn for eksempel spørge børnene, hvad man må og ikke må.

Du skal altid rette dine øjne på Solbjørn og ikke på børnene. For børn kigger automatisk på det, voksne ser på. Så med dit blik sætter du Solbjørn i centrum. Den bliver jeres fælles fokuspunkt, og du holder fast i fantasien om, at Solbjørn rent faktisk findes uden for dig og er levende. Indimellem kan Solbjørn også godt kigge på dig, når I to snakker sammen. Bevæg dukken, når den taler, så børn kan se forskel på, hvem der siger eller mener noget. På den måde kan du også bruge Solbjørn til at perspektivere det, børn siger. Måske fortæller du selv, at man skal vaske hænder, og så siger Solbjørn ’Har I prøvet at snyde med at vaske hænder. Det har jeg!’

Egentlig har Solbjørn jo altid det samme udtryk, men børnene oplever dit udtryk som Solbjørns. Du kan bevidst styre, at den spejler en bestemt følelse ved at lade Solbjørn tale og bevæge sig i forskellige tempo. Nogle gange er Solbjørn måske meget ivrig og taler hurtigt, fordi den er begejstret og glad, eller fordi den er vred og hidsig. Andre gange reagerer den i slowmotion. Det er især godt til at understrege svære følelser. Solbjørn kan for eksempel virke ked af det ved at bevæge sig roligt, lægge sit hoved lidt på skrå og tale langsomt og med længere pauser. Det hjælper børn med at forstå, hvad det vil sige at være ked af det.

Du behøver ikke lave din stemme om, når du ’fører’ Solbjørn, men måske hjælper det til at leve sig ind i rollen. Du gør, hvad der passer bedst for dig.