Vores tilgang

Vi omsætter børns egne erfaringer og forskningsbaseret viden til materialer, oplæg og workshops, der styrker jeres arbejde med trivsel og fællesskaber.

Alt, vi laver, udspringer af én kerneværdi:

Børn og unges stemmer skal høres og tages alvorligt.

Det gælder både, når vi udvikler materialer – og når vi møder jer, der arbejder med børn og unge. Og selvfølgelig, når vi møder børn, unge og forældre.

I Børns Vilkår arbejder vi for, at ingen børn bliver svigtet. Vores tilgang er baseret på børn og unges stemmer og på solid faglig viden. Vi udvikler indsatser med udgangspunkt i netop dét, og vi arbejder overvejende ud fra en fællesskabsorienteret tilgang, hvor vi lægger vægt på fællesskabers betydning for børn og unges trivsel.

Vores faglige fundament

Når du bruger vores materialer eller deltager i vores oplæg og workshops, kan du forvente:

Et børnesyn, hvor børn og unge mødes med varme, tillid og respekt

Vores børnesyn er forankret i FN’s Børnekonvention. Vi tror på, at børn og unge har vigtige perspektiver – og at de skal tages alvorligt. Ingen børn og unge bør reduceres til problemer. Det er de voksnes ansvar at skabe rammer, hvor alle børn og unge kan trives.

Viden om, hvad der fylder for børn og unge

Gennem BørneTelefonen og HØRT får vi hver dag indblik i, hvad der fylder i børn og unges liv. Derudover giver vores undersøgelser blandt skoleelever os et bredere perspektiv på børn og unges trivsel, relationer og de udfordringer, de møder.

Fagligt funderede indsatser og materialer

Vi udvikler vores indsatser med udgangspunkt i aktuel forskning og erfaringer fra praksis. Det sikrer, at de altid er relevante og fagligt funderede.

Sådan arbejder vi

Vi bringer børn og unges perspektiver i spil og kobler forskning med praksis. Vi ser fagpersoners erfaringer som en unik og værdifuld ressource. Samtidig tilbyder vi en tilpas forstyrrelse, der kan åbne for nye måder at se og handle på. Målet er at skabe et rum, hvor vi deler erfaringer, stiller spørgsmål og sammen udforsker nye perspektiver, der kan inspirere til handling i hverdagen.

Vores principper for undervisning er:

  • At styrke børn og unges stemme
  • At styrke børn og unges rettigheder
  • At styrke mangfoldighed
  • At fremme aktiv deltagelse
  • At understøtte trygge fællesskaber
  • At understøtte et trygt læringsrum
  • At styrke handlekompetence