Din kurv er tom indtil videre!
Digitale kaninhuller – På kanten af kaninhullet
Undervisningsmateriale til 6.-10. klasse.
Introduktion
Når børn og unge søger viden og hjælp online, anbefaler algoritmerne dem mere af det, de søger viden om. Men på sociale medier er det også sådan, at de ofte vil blive mødt af gradvist mere ekstremt indhold, fordi kontroversielt indhold bliver prioriteret af algoritmerne.
En harmløs søgning på trænings- eller datinghjælp kan således lede én hen til indhold, der formidler ekstreme synspunkter på krop eller køn, og det kan være svært for børn og unge at gennemskue, hvornår noget er sandt og hvornår det ikke er.
Derfor har vi lavet undervisningsmaterialet ”På kanten af kaninhullet”, som støtter dig i at fremme den kritiske sans hos eleverne, når de møder ekstreme synspunkter online og hjælper dem med at forstå de designs, der ligger bag at de præsenteres for noget bestemt indhold.
”På kanten af kaninhullet” kan bruges selvstændigt eller i forlængelse af materialet ”Anbefalet til dig”, som sætter fokus på anbefalingsalgoritmers betydning for vores vaner og adfærd.
Hvis jeg ser noget spændende, kan jeg ikke lægge det fra mig. Jeg vil se videoen færdig. Jeg fortsætter og fortsætter
Elev i 7. klasse
Undervisningsmateriale
På kanten af kaninhullet – ekstreme, digitale fællesskaber
Undervisningsmaterialet tager udgangspunkt i webfortællingen ”På kanten af kaninhullet” og undervisningsaktiviteter til 1-2 lektioner. Fortællingen handler om en dreng, der er vild med en pige, og søger hjælp online til, hvordan han kan komme i kontakt med hende. Det fører ham til indhold fra et ekstremt fællesskab, hvor virkeligheden fremstilles i en forvrænget udgave.
Materialet er udarbejdet med støtte fra Tryg-Fonden.
Faglige mål
- Læsning i faget dansk
Eleven kan kildekritisk vurdere bruger- og ekspert-produceret indhold - Formål for faget samfundsfag
Eleverne skal opnå forudsætninger for udvikling af kritisk tænkning og et værdigrundlag, så de kan deltage kvalificeret og engageret i samfundet - Teknologiforståelse
Eleven kan handle med dømmekraft i komplekse situationer, der vedrører digitale artefakters betydning for individ, fællesskab og samfund - Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab
Eleven har viden om sundhedsfaktorer, som er særligt relevante for unge.
Begreber
Digitale kaninhuller
Et digitalt kaninhul opstår, når brugeren falder ned i et hul med spændende indhold, bliver opslugt i en sådan grad, at vedkommende mister fornemmelsen for tid og sted. Det medfører ofte, at brugeren præsenteres for mere og mere indhold i en særlig retning og i yderste konsekvens risikerer at lande i ekstremt eller skadeligt indhold
Manosfæren
Manosfæren dækker over forskellige digitale fora, hvor mænd mødes om alt fra mandeselvhjælp til pickup art (“scorekunst”) og incel-grupper. Sidstnævnte står for involuntary celibate og er et fællesskab af mænd, der udtrykker deres vrede og frustration over ikke at have en kæreste eller sexpartner. I incel-grupper tales der nedværdigende og hadsk om kvinder og ofte også om både seksuelle og etniske minoriteter.

