Vores rettigheder
Undervisningsindsats, der styrker dine elevers viden om børn og unges rettigheder
Introduktion
Vores Rettigheder er et undervisningstilbud til 4.-10. klasse, der består af et 1,5 times undervisningsbesøg af Børns Vilkår og et opfølgende undervisningsmateriale til klassens egen undervisning.
Undervisningsindsatsen er udviklet med afsæt i et formål om at forebygge, at børn og unge bliver udsat for negativ social kontrol. Dette formål bliver realiseret gennem et fagligt arbejde med udvalgte rettigheder fra FN’s Børnekonvention. Indsatsens fokus på børns rettigheder støtter jer i at få et sprog for at tale om grænser, trivsel og trygge fællesskaber med og mellem eleverne. Det gør indsatsen relevant for alle elever og peger ind i skolens arbejde med trivsel, fællesskaber, rettigheder og demokratisk dannelse.
Indsatsen bliver tilbudt med støtte fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) og er et gratis tilbud til alle skoler, der ønsker at arbejde forebyggende med negativ social kontrol. Bemærk, at der et begrænset antal gratis workshops til rådighed.
Formål
At styrke elevernes viden og handlemuligheder i forhold til udvalgte artikler fra FN’s Børnekonvention.
Målgruppe
4.-10. klasse
Praktiske oplysninger
Varighed: 90 min.
Form: Film, dilemmaøvelser, spil og gruppedialog om situationer om rettigheder
Pris: Med støtte fra SIRI tilbyder vi ”Vores rettigheder” uden omkostninger til 4.-10. klasser på folke-, fri- og privatskoler, der ønsker at arbejde forebyggende med negativ social kontrol.
Adgang til elektroniske devices: For at gennemføre klasseworkshoppen skal eleverne have adgang til elektroniske devices – enten via skolens udstyr eller egne devices som smartphones, tablets eller pc/mac.
Booking og planlægning af workshop: Vi anbefaler, at skolen booker workshoppen til flere klasser på samme årgang og planlægger, så undervisere kan afholde workshops for to klasser lige efter hinanden på samme dag.
Jeg står i situationen, hvor jeg ikke må så meget som komme ud for en dør, hvis ikke mit værelse er i perfekt stand, jeg har været social med min familie og gjort rent i huset hver dag, hele ugen. (…) Har de ret til at bestemme så meget over mig?
Brev til BørneTelefonen
Mere om workshoppens indhold
Gennem involverende aktiviteter som film, cases fra BørneTelefonen, spil og gruppedialoger arbejder eleverne med, hvordan børn og unge kan bruge deres rettigheder i konkrete situationer, og hvad børn og unge kan gøre for, at de selv og andre får respekteret deres rettigheder.
Eleverne undersøger og drøfter spørgsmål som:
- Hvilke rettigheder har børn og unge?
- Hvad betyder børns rettigheder for børn og unges handlemuligheder i konkrete situationer i deres hverdag?
- Hvad kan man gøre, hvis man selv, eller nogen man kender, ikke får respekteret sine rettigheder?
- Hvordan kan børns rettigheder omsættes til konkrete aftaler og pejlemærker for, hvordan man er sammen i de fællesskaber, børn og unge er en del af?
De rettigheder eleverne arbejder med i 4-6. klasse
Eleverne arbejder med rettigheder, som er særligt relevante i forhold til at forebygge og håndtere negativ social kontrol samt styrke børn og unges trivsel og fællesskaber.
I 4.-6. klasse er der fokus på seks rettigheder:
- Ret til privatliv – fx at børn og unge selv bestemmer over deres private beskeder, breve, billeder, penge og dagbogsnotater.
- Ret til beskyttelse mod vold – fx at børn og unge ikke må blive slået og truet, og at børn og unge bestemmer over deres egen krop.
- Ret til religionsfrihed – fx at børn og unge har ret til selv at bestemme over deres tro og tanker. De må selv bestemme, om de vil tro, og hvad de vil tro på – uden at blive drillet eller nedgjort på grund af deres tro, religion eller den måde, de praktiserer deres tro på.
- Ret til fritidsliv – fx at børn og unge skal have tid og mulighed for at lege og have et godt fritidsliv. Det betyder også, at der er regler for, hvornår man må få et fritidsjob, og hvor meget man må arbejde i sin fritid.
- Ret til at blive hørt og inddraget – fx at børn og unge gerne må sige deres mening, både i skolen, hjemme og i samfundet. Det betyder også at børn og unge skal høres i vigtige sager, der handler om deres trivsel og udvikling – både i samfundet, i skolen og hjemme.
- Ret til omsorg og tryghed – fx at børn og unge skal have hjælp, når noget er svært. De har fx krav på omsorgsfulde voksne omkring sig, der kan sikre, at de har det godt og udvikler sig, som de skal. Det handler også om at skolen skal være et trygt sted at være og derfor må børn og unge ikke blive mobbet, drillet og holdt udenfor i skolen.
De rettigheder eleverne arbejder med i 7-10. klasse
Eleverne arbejder med rettigheder, som er særligt relevante i forhold til at forebygge og håndtere negativ social kontrol samt styrke børn og unges trivsel og fællesskaber.
I 7-10. klasse er der fokus på otte rettigheder:
- Ret til privatliv – fx at børn og unge selv bestemmer over deres private beskeder, breve, billeder, penge og dagbogsnotater.
- Ret til beskyttelse mod vold – fx at børn og unge ikke må blive slået og truet, og at børn og unge bestemmer over deres egen krop.
- Ret til religionsfrihed – fx at børn og unge har ret til selv at bestemme over deres tro og tanker. De må selv bestemme, om de vil tro, og hvad de vil tro på – uden at blive drillet eller nedgjort på grund af deres tro, religion eller den måde, de praktiserer deres tro på.
- Ret til fritidsliv –fx at børn og unge skal have tid og mulighed for at lege og have et godt fritidsliv. Det betyder også, at der er regler for, hvornår man må få et fritidsjob, og hvor meget man må arbejde i sin fritid.
- Ret til at blive hørt og inddraget– fx at børn og unge gerne må sige deres mening, både i skolen, hjemme og i samfundet. Det betyder også at børn og unge skal høres i vigtige sager, der handler om deres trivsel og udvikling – både i samfundet, i skolen og hjemme.
- Ret til omsorg og tryghed – fx at børn og unge skal have hjælp når noget af svært. De har fx krav på omsorgsfulde voksne omkring sig, der kan sikre, at de har det godt og udvikler sig, som de skal. Det handler også om at skolen skal være et trygt sted at være, og derfor må børn og unge ikke blive mobbet, drillet og holdt udenfor i skolen.
- Ret til ligestilling og beskyttelse mod diskrimination – fx at børn og unge er lige meget værd og skal have de samme muligheder hjemme, i skolen og i samfundet uanset køn, seksualitet, tro og hudfarve. Det betyder også, at ingen børn og unge må blive diskrimineret på grund af køn, seksualitet, tro og hudfarve.
- Ret til lægehjælp og viden om sundhed – fx at børn og unge skal have adgang til viden om sundhed, og ret til hjælp og rådgivning fra en læge, hvis de er syge eller hvis unge fx har brug for prævention.
Opfølgende undervisningsmateriale
Du får adgang til et opfølgende undervisningsmateriale med konkrete aktiviteter, der bygger videre på det faglige indhold og øvelserne fra besøget med Børns Vilkår. Materialet indeholder også faglig viden om forebyggelse og håndtering af negativ social kontrol.
Hvad er negativ social kontrol?
Negativ social kontrol er adfærdsregulering, der begrænser eller hæmmer det enkelte barn eller unge i sin livsudfoldelse på en måde, der ikke er i overensstemmelse med børns rettigheder, og som går ud over barnets udvikling og trivsel. Det kan fx være overvågning, restriktioner, tvang, vold og sanktioner, der begrænser og hæmmer den enkeltes valg i forhold til livsstil, fritidsaktiviteter, tøj og sociale relationer.
Negativ social kontrol kan komme til udtryk i alle former for fællesskaber.
Når negativ social kontrol kommer til udtryk i børn og unges fællesskaber – fx i skolen – sker det ofte som bagtalelse, sladder, overvågning af hinanden, grimme kommentarer, udelukkelse og trusler. Det er alt sammen forhold, der kan skabe utryghed for alle elever i klassen og i skolen.
I Vores rettigheder bliver formålet om at forebygge negativ social kontrol operationaliseret på en måde, der peger ind i skolens øvrige arbejde med elevernes trivsel, fællesskaber og demokratiske dannelse.
Støttet af SIRI (Styrelsen for International Rekruttering og Integration)
Workshop og undervisningsmateriale tilbydes med støtte fra SIRI og er særligt relevant for skoler, der ønsker at forebygge negativ social kontrol gennem et fagligt fokus på børn og unges rettigheder.

